Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Himmelbuen

Hverdagen i Himmelbuen er præget af vores store fokus på nærvær, nysgerrighed og fælleskaber. I praksis betyder dette, at vi deler børnene op i små grupper, så alle børn får en oplevelse præget af tid og overskud. Alle vores medarbejdere er uddannet i emotion coaching og hensigtsmæssige følelsesreaktioner, og vi bruger aktivt overgange mellem aktiviteter som pædagogisk værktøj. 

Morgen

Vi åbner klokken 6.45, og frem til klokken 7.30 serverer vi morgenmad til dem, der møder tidligt. I vuggestuen åbner vi samlet på Månestuen og er sammen indtil ved 8-tiden, mens børnehaven åbner for sig. Vi har stort fokus på den gode modtagelse, og det er vigtigt for os, at alle børn mødes med en morgen-hilsen med navn.

Vi har om morgenen mulighed for at tage korte snakke med forældre, høre hvordan morgenen er gået eller besvare spørgsmål, mens børnene laver rolige aktiviteter som de selv kan stå for - altid med mulighed for assistance fra personalet.

Omkring klokken 8 fordeler vi os ud på stuerne og gør os klar til dagens aktiviteter, snakker med hinanden og leger sammen.

Formiddag

Omkring klokken 9 er der samling og formiddagsmad på stuerne - både i vuggestuen og i børnehaven. Vi taler om, hvem der er her, og hvad vi skal lave i løbet af dagen. Det kan være, at vi synger nogle sange fra en sangkuffert, eller at vi ser på billeder eller andre konkrete objekter, der knytter sig til det tema, vi arbejder med.

Efter samling deler vi os ud i mindre grupper, og formiddagens planlagte aktiviteter går i gang. Aktiviteter kan være alt fra bål på legepladsen for børnehaven, kreative lege og klippe-klistre, en tur i vores sprogværksted eller en bevægelsesleg. Fælles for formiddagen er, at aktiviteterne er vokseninitierede alt efter børnegruppens behov og udspringer af vores tema.

Vi bestræber os på at holde en god balance mellem, at den voksne både kan gå forrest, ved siden af og bagved alt efter børnenes behov.

Frokost

Efter en formiddag fuld af læring, leg og aktivitet er det blevet tid til frokost. I vuggestuen spiser vi frokost omkring 10.45 og i børnehaven omkring klokken 11.

Vi arbejder med det pædagogiske måltid, og frokosten er et oplagt tidspunkt for børnene at styrke deres selvhjulpenhed, når de er med til at klargøre rullebordet, dække bord og øse mad op på tallerkenen samt rydde op efter måltidet. Vi spiser i mindre grupper, og bruger også frokosten til at få nogle gode samtaler. I børnehaven præsenterer børnene maden på skift, og vi taler om, hvad vi spiser, hvordan det smager og ser ud.

Efter frokosten sover de mindste lur. Hos os sover alle vuggestuebørn lur mindst en gang om dagen, men der er også mulighed for formiddagslur efter behov, og de børnehavebørn, der har brug for det, sover også til middag. Vi arbejder med grundtanken om, at vi som udgangspunkt ikke vækker børnene med mindre andet er aftalt med forældrene. 

Eftermiddag

Omkring klokken 14 og i takt med, at børnene vågner fra lur, spiser vi eftermiddagsmad på stuerne. 

Mellem klokken 12 og 14 er alle børnehavebørnene på legepladsen, og vi er ude i al slags vejr. Vuggestuen har mulighed for at besøge hinanden på stuerne, og alle aktiviteter er generelt mindre voksenstyrede om eftermiddagen. Vi ser ofte, at børnene selv forsætter de temaaktiviteter, vi har sat i gang om formiddagen, og har nogen brug for en hjælpende hånd, træder personalet til. 

Sidst på eftermiddagen og frem til vi lukker klokken 17 har vi fokus på, at børnene får en god afslutning på dagen, vi har mulighed for at tage en snak med forældre ved afhentning og sige tak for en god dag til hinanden.